• Borgere er vrede over trafikkaos centralt i København: »Det er decideret farligt«

    来源: BDK Borsnyt / 07 1月 2025 09:27:28   America/New_York

    I over 30 år har Tom Jacobsgaard boet i Toldbodgade i Frederiksstaden, og det har han altid været meget glad for. Men for to år siden traf Københavns Kommune en beslutning, der har skabt store frustrationer for ham og flere andre i området. »Det er decideret farligt,« siger Tom Jacobsgaard. En ensretning af Toldbodgade har, ifølge ham, skabt store trafikale problemer i området, som har gjort stedet og især Sankt Annæ Plads farlig for cyklister og fodgængere. Langs Sankt Annæ Plads holder biler og turistbusser som følge heraf til tider parkeret i stribevis, og det skaber farlige situationer i trafikken, lyder det. »Der er mange børn, som bruger legepladsen på Sankt Annæ Plads, og tidligere flere end nu, fordi der er blevet farligt. Nu kan man ikke lade sine børn lege alene på den, fordi der er fyldt med biler og busser,« siger Tom Jacobsgaard. Faktisk er trafiksituationen noget, der har vakt så store problemer og frustrationer blandet beboerne i Frederiksstaden, at flere af dem gik sammen i marts 2024 og stiftede Frederiksstadens Beboer- og Erhvervsforening. Nu har foreningen over 400 medlemmer, heriblandt også virksomheder. Tom Jacobsgaard er formand for foreningen. De arbejder på at få indflydelse på Frederiksstadens udvikling – ikke mindst den trafikale udvikling. Et nyt forslag er på bordet. Men den ansvarlige forvaltning vurderer ikke, at der skal ændres på reglerne for trafikken. Ensretning har skabt trafikkaos Tilbage i maj 2023 valgte Københavns Kommune at ensrette Toldbodgade på grund af den store ombygning af Mærsks hovedsæde på Esplanaden. Og gaden skal være ensrettet frem til i hvert fald 2027. »Det er ensretningen af Toldbodgade, som har skabt de fleste andre trafikale problemer i området,« siger Tom Jacobsgaard. Han forklarer, at førhen skulle turistbusserne igennem Toldbodgade, hvor de kunne parkere: »Nu holder busserne bare alle mulige andre steder. Og det er jo ikke nogen god løsning,« siger han og påpeger, at busserne nu holder ved Marmorkirken og især på Sankt Annæ Plads, der er udfordret af turistbusserne. »Sankt Annæ Plads er lavet om til et parkområde, hvor der er børn, der leger, og der er udendørsrestauranter, men nu er der fyldt med busser over det hele,« siger han. Ved området er der ikke meget plads på vejen – så hvis en bus parkerer på vejen, så kører busser og biler op på fortovet og ind imellem folk og cyklister, ifølge Tom Jacobsgaard. På Sankt Annæ Plads må biler og busser dog kun holde stille i 15 minutter, men det mener han ikke bliver overholdt tilstrækkeligt. Plads til turister Tom Jacobsgaard er indforstået med, at turister er et vilkår, når man bor i Indre København: »Der skal også være plads til turister. Når man bor i København og bor i Frederiksstaden, så er det også en del af det, at man har turister, fordi der er så mange attraktioner her,« siger han. Han mener heller ikke, at det er turisterne eller turistbusselskaberne, der er skyld i de trafikale problemer. Men at problemet er skabt af selve ensretningen af Toldbodgade, hvor Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning står bag. Han mener, at ensretningen er blevet besluttet uden tilstrækkelig inddragelse af beboerne i området med den rette viden om trafikken, kørselsmønstre og turistattraktioner i Frederiksstaden. Næste skridt skal drøftes Det er dog opmuntrende for Tom Jacobsgaard og beboerforeningen, at foreningen her i januar er inviteret til møde med Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning om forslaget om turistbusparkering og -kørsel i Frederiksstaden. Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune kan også oplyse til Berlingske, at der på baggrund af et medlemsforslag om ophævelse af den midlertidige ensretning af Toldbodgade stillet af Det Konservative Folkeparti skal tages stilling til, om ensretningen skal bevares. Men forvaltningen opfordrer til at bibeholde ensretningen. »Forvaltningen vurderer, at der vil være negative trafikale konsekvenser ved at ændre en del af den nuværende midlertidige ensretning af Toldbodgade tilbage til almindelig dobbeltrettet kørsel,« skriver Teknik- og Miljøudvalget i dagsordenen. https://www.berlingske.dk/metropol/borgere-er-vrede-over-trafikkaos-centralt-i-koebenhavn-det-er-decideret
分享